Tag Archives: kunst

Den dag Knud den Store kunne ses fra rummet

30 nov

For nylig fik Radiohead’s forsanger, Thom Yorke, op mod 2.000 frivillige til at mødes for at skabe en enorm kunstinstallation der afbildede Knud Den Store ved havet. Projektet var en del af en verdensomspændende kunstudstilling der kunne ses fra rummet og som skal sætte mere fokus på de globale klimaproblematikker.

På Radiohead’s hjemmeside har man siden 20. november kunne læse, at Thom Yorke søgte frivillige til en kunstinstallation i samarbejde med 350 EARTH, hvor man skulle skabe et omrids af Kong Knud der var stort nok til at kunne ses fra rummet. Projektet blev gennemført 27. november på en stor plæne der ligger ved stranden i Hove, lidt udenfor Brighton. Installationen blev designet af Thom Yorke selv, i samarbejde med Radiohead’s album-designer Stanley Donwood, og er inspireret af coveret til Yorke’s første soloalbum, “The Eraser”, hvor man ser den danske vikingekonge forsøge at kontrollere havet.

I en af versionerne af denne legende, fik Kong Knud en dag båret sin trone ud til kysten, hvorfra han forbød tidevandet at komme ind og gøre hans fødder og klæder våde. Men da vandet alligevel kom ind, proklamerede han at kongers magt er uden værdi, at den eneste almægtige er Gud, og at end ikke den mægtigste konge kan kommandere over elementerne.

»Politikerne i dag, har brug for samme øjenåbner som den Kong Knud fik«, siger Bill McKibben, stifter af 350.org, i en pressemeddelelse. »Forskerne advarer klart og tydeligt om for meget kulstof i atmosfæren, og verdens ledere kan ikke længere ignorere den realitet«.

350 EARTH er verdens første globale klima-kunstprojekt, og netop løbet af stablen over hele kloden i forbindelse med klimatopmødet i Cancun. Tanken bag projektet er at gøre verdens ledere opmærksomme på de mærkbare klimaforandringer, og samtidig give nogle visioner og bud på hvordan man kan rette op på klimakrisen. Samtlige kunstinstallationer har kunnet ses fra rummet, og er blevet dokumenteret og fotograferet af satellitter.

Også Island har medvirket i det globale kunstprojekt, hvor en isbjørn på 80 gange 50 meter blev “tegnet” op af organisk indfarvede røde telte oppe på gletsjeren Langjökull, både for at minde verden om den truede isbjørn og de smeltende gletsjere.

Kilder: earth.350.org, Wikipedia, Radiohead.com, Reykjavik Grapevine

Pornosko med glimt i øjet

25 okt

Den israelske designer, Kobi Levi, skaber sko der fremtræder som unikke kunstværker, og er alt andet end fodformede.

“Blow” er navnet på en af Kobi Levi’s seneste modeller, hvor ublu erotik og humor mødes i et skodesign ud over det sædvanlige. »Temaet er selvfølgelig sex og porno«, fortæller Kobi Levi. »Inspirationen til “Blow” kommer fra en oppustelig sexdukke, og titlen er valgt på grund af ordets dobbeltbetydning, der jo både kan henvise til at puste noget op, men samtidig også er slang for oralsex. Skoen spidser ud i en lolitadukke-mund, og bagpå sidder der en klassisk blæseventil«, forklarer den israelske designer til Kosmopolitten.

På modellen “XXX Pump”, ligeledes en af Kobi Levi’s nyere kreationer, er det et close-up fra en pornofilm der ligger til grund for designet. At “pump” i denne forbindelse er fint dækkende som både navneord og verbum, er næppe hellere tilfældigt.

Det er iøvrigt ikke kun porno og erotik der inspirerer den kreative sko-konstruktør. Modeller som “Chewing gum”, “Dog”, “Sling-shot” og “Banana slip-on” er også at finde på hylderne i Levi’s unikke univers.

Kobi Levi er uddannet på Kunst- og Designakademiet i Jerusalem, og har siden han blev færdig i 2001, specialiseret sig i design og fremstilling af sko. »De fleste af mine designs er helt unikke, og der findes bare et enkelt par af hver. Men på grund af stor efterspørgsel, er jeg i øjeblikket ved at se på muligheden for at få sat nogle af modellerne i begrænset produktion«, afslutter Kobi Levi, og afslører også at der inden længe vil være nye spændende designs at finde på hans hjemmeside.


Kilde: Kobi Levi

Kunst fusionerer med koralrev ud for den mexicanske kyst

14 okt

Den britiske kunstner Jason deCaires Taylor har netop opstillet 350 skulpturer på bunden af det Caribiske Hav – og flere er på vej.


Siden 2009 har skulptøren Jason deCaires Taylor arbejdet på sit hidtil mest ambitiøse projekt: En mere end 400 kvadratmeter stor undersøisk skulpturpark, der opstilles på ti meters dybde ud for den mexicanske turistby Cancún.

For nylig blev 350 skulpturer af mennesker nedsat som første del af installationen “Den Tavse Evolution”, der forventes at stå færdig i løbet af den kommende måned. Da vil værket bestå af mere end 400 skulpturer, som alle er modelleret og støbt efter virkelige personer fra forskellige aldre, samfundslag og professioner. Statuerne er lavet af en særlig cementblanding, ti gange hårdere end almindelig cement, og har en neutral pH-værdi, hvis formål er at stimulere væksten af koraller.

Tankerne bag “Museo Subacuático de Arte”, det undersøiske kunstmuseums officielle navn, er nemlig mere end bare et spektakulært kunstprojekt. Idéen er, at skulpturerne med tiden vil gro til med koraller og danne et kunstigt koralrev, for derved at medvirke aktivt til bevarelsen af de truede havmiljøer. Samtidig håber Taylor også, at undervandskunsten bliver så stort et trækplaster at det vil tage noget af presset fra de nærliggende naturlige koralrev.

“Den Tavse Evolution” er den sidste af  i alt 4 installationer som Jason deCaires Taylor har leveret til museet, der først officielt åbnes i slutningen af november. Et strategisk valgt tidspunkt, der falder sammen med COP16-klimatopmødet, som netop Cancún er vært for.



Kilder: Underwatersculpture.com, Wikipedia, Telegraph.co.uk

Foto og video: Jason deCaires Taylor