Medlemsflugt fra den finske folkekirke efter omdiskuteret tv-debat

20 okt

Som direkte konsekvens af homofobiske udtalelser fra et finsk parlamentsmedlem under en tv-debat, har den finske folkekirke modtaget mere end 20.000 udmeldelser på bare en uge.


I et debatprogram om homoseksualitet vist på finsk tv for nylig, udtalte Kristendemokraternes kvindelige ordfører, Päivi Räsänen, at homoseksuelle personer ikke bør udleve deres seksualitet. »Jeg kan godt forstå, at man kan føle sig tiltrukket af en af samme køn, men det er ikke det samme som at handle på disse impulser. For os kristne er det et moralsk spørgsmål. Jeg har flere homoseksuelle bekendte, som er imod både homoseksuelle familieformer såvel som homoseksuel livsstil«, sagde Räsänen, og understregede også, at homoseksualitet er forkert i forhold til det kristne verdensbillede.

Senere i programmet, der løb over de finske skærme tirsdag den 12. oktober, udtalte Päivi Räsänen sig også yderst kritisk om homoseksuelles muligheder for at adoptere. »Der kan naturligvis ske ulykker og lignende, som gør at en forælder forsvinder ud af billedet, men man skal ikke bevidst stræbe efter en situation hvor børn frarøves en mor og en far«, sagde den kontroversielle politiker.  Biskoppen Matti Repo, der også medvirkede i udsendelsen, understregede i samme forbindelse at børn har ret til forældre, mens voksne ikke nødvendigvis har ret til børn.

Udtalelserne medførte straks intensiv debat i Finland, og allerede den følgende dag modtog den evangelisk-lutherske folkekirke over 2.500 udmeldelser. Om fredagen, 3 dage efter programmet, indkom der knap 3.500 ønsker om udmeldelse, mens søndag tog rekorden hjem med mere end 5.700 udmeldelser på en dag.

Totalt er der indløbet omkring 20.000 udmeldelser på en uge, mere end 20 gange så mange som på en gennemsnitlig uge, hvilket betyder et tab for kirken på over 35 millioner kroner i mistede skatteindtægter.

Den finske kirke forsøger nu at mane til besindighed, og i søndags gik ærkebiskop Kari Mäkinen derfor også på tv, hvor han officielt tog afstand fra de homofobiske ytringer, og samtidig understregede at Räsänens udtalelser ikke repræsenterer den finske kirkes holdninger.


Kilder: Hufvudstadsbladet, NRK.no, Sydsvenskan


Skriv en kommentar