Tag Archives: UNESCO

Verdenskulturarv på menukortet i Frankrig og Mexico

18 nov

I denne uge trådte UNESCO-komitéen sammen i Nairobi for at føje traditioner og skikke til den voksende  liste over “Verdens Uhåndgribelige Kulturarv”. Både det franske såvel som det mexicanske køkken er nu officielt kåret til kulturarv – og Kroatien modtog yderligere tre udnævnelser.

UNESCO, der er FN’s organisation for uddannelse, kultur, kommunikation og videnskab, har siden 2003 haft fokus på den kulturarv der er lidt mindre håndgribelig end byer, naturområder og bygningsværker. Listen, der går under navnet “Intangible Cultural Heritage”, har netop fået tilføjet 46 yderligere stykker uhåndgribelig verdensarv, og består dermed af ialt 232 kultur-traditioner fra hele verden.

Et af de elementer som UNESCO har fundet værdig til en plads på listen i år,  er den franske gastronomi og madkultur. UNESCO begrunder blandt andet kåringen med, at »franskmændenes gastronomiske måltid er udbredt kutyme når man skal fejre store livs-øjeblikke for både den enkelte person og for grupper, hvad enten det er dåb, bryllupper, fødselsdage, jubilæer, resultater eller genforeninger. Det er et festligt måltid, der bringer mennesker sammen ved en særlig lejlighed, for at nyde kunsten at spise og drikke godt. Det gastronomiske måltid understreger samhørigheden, smagsnydelserne og balanceforholdet mellem mennesket og naturens produkter. Blandt de vigtigste elementer er en nøje udvælgelse af retter fra et konstant voksende repertoire af opskrifter, indkøb af gode – helst lokalt producerede – råvarer der smagsmæssigt harmonerer, sammensætningen af mad og vin, den smukke bordopdækning, og de særlige handlinger under indtagelsen såsom at dufte og smage på tingene på bordet«.

Ud over det franske cuisine, er også det traditionelle mexicanske køkken blevet optaget på kulturarvs-listen. UNESCO har især lagt vægt på hele den traditionsrige jord-til-bord-proces, hvor mexicos unikke metoder til dyrkning af blandt andet majs og bønner, stammer helt tilbage fra  Maya-samfundet og aztekernes storhedstid.

Kroatien fik optaget yderligere 3 lokale kulturtraditioner: “Sinjska Alka” – den årlige ridderturnering i byen Sinj, “Licitari” – pyntede honningkagefigurer fra det nordlige Kroatien, og den specielle dalmatiske sang-teknik “Ojkanje”. Sidstnævnte er iøvrigt kommet på en særlig UNESCO-liste, “Cultural Heritage in Need of Urgent Safeguarding”, eftersom den er i umiddelbar fare for helt at forsvinde. Med de seneste kåringer er Kroatien opført med 10 traditioner på listen over “Verdens Uhåndgribelige Kulturarv”, og er dermed også det land i Europa der er stærkest repræsenteret.


Der er ingen danske kulturtraditioner opført på denne liste, men Danmark er dog repræsenteret på UNESCO’s generelle liste over verdensarv med Kronborg Slot, Roskilde Domkirke, Jellingstenene og isfjorden i Ilulissat i Grønland. Verdensarvslisten består af mere end 900 steder og bygningsværker over hele kloden.


Kilder: UNESCO, Wikipedia, FoxNews.com, Croatian Times

Reklamer

Unikt vejrfænomen i Venezuela satte en stopper for Sir Francis Drake

18 okt

Da den engelske sørøver og opdagelsesrejsende, Sir Francis Drake, en nat i 1595 forsøgte at angribe byen Maracaibo, blev han forinden spottet af en vagtpost, der kunne skimte skibenes silhouetter i lyset fra en kraftig elektrisk storm. Drake måtte vende om og opgive sine planer, eftersom den spanske hær hurtigt fik bemandet sine kanoner. Det særlige vejrfænomen, der afslørede den legendariske søfarer, antænder fortsat nætterne i det nordvestlige Venezuela, men trues også af klimaforandringer.


Lige så langt tilbage nogen kan huske, har et enestående scenarie udspillet sig på himlen over Maracaibosøens sydlige ende, lige hvor Catatumbo-floden har sin udmunding. Halvdelen af årets nætter er oplyste af enorme lydløse lyn, der springer fra sky til sky med få sekunders mellemrum, i op til 10 timer uden afbrydelser.

Lynene befinder sig i mere end 5 kilometers højde, hvilket forklarer at de dårligt kan høres fra jorden, og heller aldrig slår ned. De elektriske udladninger er på mere end 100.000 ampere, omkring 10 gange så kraftige som de sky-til-jord lynnedslag vi typisk oplever på vore breddegrader. I løbet af bare 10 minutter, har “Relámpago del Catatumbo”, de lokales navn for fænomenet, dermed produceret strøm nok til at oplyse samtlige pærer i hele Sydamerika.

Årsagen til lynene over Maracaibosøen er fortsat en gåde for videnskaben. En del af forklaringen skal findes i en stor fordampning fra de omkringliggende vådområder, kombineret med frigørelsen af betydelige mængder metangas, fra nedbrydning af organisk materiale. Meteorologerne mener også, at de særlige vindforhold omkring Andesbjergene er med til at skabe de enorme elektriske spændinger i atmosfæren.

I slutningen af januar i år holdt fænomenet pludselig op, og i mere end en måned var der ingen lyn over Maracaibosøen. Sidste gang noget lignende skete var i 1906, hvor et stort jordskælv ud for Ecuadors kyst og en efterfølgende tsunami, medførte tre ugers fravær af de dansende natteglimt. I år var første gang man har registreret så langt et ophold i den elektriske storm, og den primære årsag var klimafænomenet El Niño, der medførte voldsom tørke over hele Venezuela. Lynene vendte dog tilbage for fuld kraft, men bekymringen for at det vil ske igen, og næste gang måske permanent, er blevet siddende hos lokalbefolkningen, for hvem der er stor symbolik knyttet sammen med “Relámpago del Catatumbo”. Venezuelas særlige himmelfænomen, der forhindrede Sir Francis Drake i at gå i land og udplyndre Maracaibo i 1500-tallet, havde nemlig også afgørende betydning for den spanske flådes nederlag i 1823, hvor landet vandt sin selvstændighed. Delstaten Zulia, der omkranser Maracaibosøen, har derfor også placeret et lyn henover midten på sit flag og våbenskjold.

UNESCO har iøvrigt afslået at optage den elektriske storm på listen over verdens kulturarv, med begrundelsen at vejrfænomener ikke kan tilknyttes et specifikt sted.


Kilder: France24.com, Wikipedia, Latin American Herald Tribune, meteogroup.co.uk, The Guardian

Fotos: Vladimir Marcano

%d bloggers like this: