Arkiv | anekdoter RSS feed for this section

Pepsi retro-reklame: Jeg kan ik’ forstå hvad du siger…

7 nov

Pepsi lancerede i 1974 en reklamekampagne med en af de længste taglines nogensinde – og en blond dansk pige der vist nok har lært engelsk i skolen.

“Lipsmackin Thirstquenchin Acetastin Motivatin Goodbuzzin Cooltalkin Highwalkin Fastlivin Evergivin Coolfizzin”.

Sådan lød Pepsi’s slogan tilbage i 1974. Præcis 100 bogstaver udgør et budskab om Pepsi-Cola som værende den helt rigtige læskedrik for de unge og smarte. Trods ihærdige forsøg på at finde frem til navnet på den danske pige der medvirker i tv-reklamen, er det ikke lykkedes for Kosmopolitten. Hverken reklamebureauet bag, eller PepsiCo selv, har været i stand til at hjælpe. Historien om hvordan den unge pige endte i en britisk Pepsi-reklame må derfor lade vente på sig. I mellemtiden synes redaktionen dog alligevel, at klippet er værd at dele.

Pepsi blev i øvrigt lanceret i 1898 under navnet “Brad’s Drink”, opkaldt efter apotekeren Caleb Bradham, der introducerede den i sirup-form som et medicinsk middel mod fordøjelsesbesvær. I 1903 flyttede Bradham produktionen fra sit apotek til et større varehus, og omdøbte samtidig drikken til Pepsi-Cola, på grund af dens indhold af fordøjelsesenzymet Pepsin, samt ekstrakt af kolanødder.


Kilde: PepsiCo, Wikipedia

Reklamer

Kosmopolitten og en forstenet anekdote fra kridttiden

3 okt

Oktober er en regnvejrstung realitet. Når trangen til at begive sig udenfor alligevel melder sig, indbyder efteråret til lange forblæste gåture gennem løvfaldsklædte skove, og gensyn med mennesketomme sandstrande hvor sommerens kulørte farvepalette er rørt sammen til nuancer af gråt, der forbinder horisonten med havet, og havet med stranden, i det samme brede penselstrøg.

Under sådan en blytung himmel blev Kosmopolitten døbt, mens vi trampede rundt på Ivö, lidt uden for Kristianstad, og fandt vættelys i det nedlagte kalkbrud. Derfor virker det også pludselig meningsfyldt at lade disse cigarformede, gulbrune fossiler skubbe bloggen over startlinjen.

Et vættelys er den forstenede bagkrop fra en uddød blæksprutteart, belemnitten, der levede i kridthavet for mere end 65 millioner år siden. Dengang var Danmark dækket af et tropisk hav, fuldt af svømmende dræberøgler, hajer, meterlange kæmpemuslinger, søpindsvin og blæksprutter. Belemnitten havde 10 arme, og et indvendigt skelet i bagkroppen, der fungerede som en slags vægtstang. Det er disse fossiler man idag finder langs strande og klinter.

Tidligere var der meget overtro forbundet med vættelys, og man var overbevist om at stenene besad magiske krafter, og kunne holde ånder og overnaturlige væsener på sikker afstand. Vætterne var små troldeagtige eksistenser,  der typisk boede under husene eller andre steder i menneskers nærhed. Ligesom nisserne, så kunne de blive meget generende hvis man ikke sørgede for at holde sig på god fod med dem. Man mente blandt andet, at vætterne kunne lide at sutte på spæde barnefingre. For at holde vætterne borte, lagde man derfor vættelys ned i vuggen.

Vættelysene blev også sat op på bjælker i husene, med spidsen pegende opad, for at beskytte mod lynnedslag, mens man andre steder lagde dem under sengen for at blive hurtigere gravid og øge sandsynligheden for at barnet blev en dreng.

Min mor har altid brugt udtrykket tordensten, fordi man i gamle dage mente at de faldt ned fra himlen når det lynede.

Tyskerne kalder iøvrigt vættelyset for tordenkile (“Donnerkeile”) eller djævlefinger (“Teufelsfinger”).

Kilder: Den Store Danske, Skoletjenesten, Wikipedia.

Fotos: Tak for lån til Keld Skytte Petersen.

%d bloggers like this: